Vueltaspillet: 5. etape

Om optaktsskribenten:

Simon K. Kjær, vinder af Girospillet 2025, nr. 6 i Tourspillet 2025 og 2’er i Vueltaspillet 2022.

Arbejder til daglig som læge og PhD-studerende og forsker i ketonstoffer som anvendes af
Visma | Lease a Bike og Soudal Quickstep som restitutionsmiddel i Grand Tours.

Har siden 10-års alderen cyklet og kørt løb i Tyskland, Holland og Luxembourg for det danske U17-landshold.

Opdatering kl. 07.30:

Som det fremgik af optakten, var jeg splittet mellem Jorgenson + Jungels vs Bernal + Van Baarle. Efter at have sovet på det, går jeg med sidstnævnte duo.

Overordnet vurdering i manager-kontekst:

📌 Beholdes: Giulio Ciccone, Victor Langellotti

⭐️⭐️⭐️ De indlysende valg: Jonas Vingegaard, Matteo Jorgenson, Marc Soler

⭐️⭐️ De oplagte valg: Domen Novak, Egan Bernal, Bob Jungels, Dylan van Baarle

⭐️ De mindre oplagte valg: Sepp Kuss, Juan Ayuso, Joao Almeida, Mikkel Bjerg, David Gaudu, Clément Afonso

🚴 🚴 🚴 Øvrige valg: -

💸 - Budgetrytterne: -

💥 - Dagens ’Tim Wellens’-punt: Ayuso (C)

Status på holdet

Lad mig være ærlig: 4. etape endte katastrofalt for fællesholdet. Biermans, som blev solgt, viste livstegn med en 5. plads og erstatningen, Barcelo, styrtede med 8 km til mål. Ben Turner vandt, mens Aular blev 8’er. Derudover var det i bagklogskabens klare lys en fejldisponering at gardere sig mod en udbrudssejr, som på forunderlig vis aldrig fik en chance for at udspille sig. Det uagtet er afstandene fortsat relativt små, og en enkel god disponering kan sende holdet et godt stykke frem.

Placering: nr. 1.468

5. etape: Figueres  ›  Figueres   (24.1km)

Etapescenarium: UAE eller Visma-sejr

 

Lad os starte med reglerne: Der er 200.000 til holdet der vinder, 150.000 til 2’eren, 100.000 til 3’eren, 50.000 til 4’eren og 25.000 til 5’eren. Holdets tid = 4. rytter over stregen, som vi kender det fra tidskørsler fra 00’erne. Hver rytter får deres individuelle tid. Ruten er pandekageflad, igen som man kender det fra 00’erne.

Derudover kan det give mening at kigge et par etaper frem, når der skal sættes hold – både torsdag og fredag er der bjerge på menuen, hvor torsdag måske appellerer mere til udbrud, bør fredagen være en benhård GC-dag, alt andet lige.

 

Disponeringen for holdtidskørslen kan gøres meget simpel i managersammenhæng: 2x UAE, 2x Visma, 2x Ineos og 2x frie valg afhængig af, hvordan man har brugt budgettet.

Jonas Vingegaard er ubetinget første mand, jeg køber ind på holdet. Han bliver ligeledes kaptajn, da jeg anser at den lille fordel, Visma på papiret havde i TTT’en i forhold til UAE, nu er fuldstændig udlignet med Zingles exit. Derfor er hans 16 sekunders forspring til tre UAE-ryttere guld værd.

Hvem skal være holdets anden Visma-rytter? Jeg hælder kraftigt til at Jorgenson er et must-buy grundet pris og forventet niveau i bjergene, men hvis man tror på Sepp Kuss’ genopstandelse eller går helt billigt med Dylan van Baarle, ser jeg heller intet galt i det. 

UAE har Joao Almeida og Juan Ayuso. Deres pris er skyhøj, og deres niveau har ikke været overbevisende på hverken 2. eller 3. etape. Derfor ser jeg bort fra dem og i stedet mod Marc Soler, som ligger i samme tid som sine to kaptajner og dermed potentielt kan komme til at ligge 3’er samlet. Jeg supplerer med billige Domen Nowak, og går man ikke med Soler, må Mikkel Bjerg være ens 2. UAE-rytter grundet prisen. Ayuso går i trøjen, hvis UAE vinder med mindst 16 sekunder til Visma.

INEOS har Victor Langellotti i samme tid som de fleste af favoritterne, og han beholdes naturligvis, selvom jeg ikke kan udelukke at han kan blive sat eller ofret undervejs. Egan Bernal så god ud på 2. etape og bør alt andet lige ligge i nær top-5 efter etapen hvis INEOS kører en 3. plads hjem. Hvis man ikke går med ham, foreslår jeg at gå billigt i form af Bob Jungels, Michal Kwiatkowski eller Brandon Riviera.

Jeg har en vis forventning til Groupama med de to motorer Küng og Cavagna. Gaudu har været overraskende god, og tror man på at han ikke brænder sammen i bjergene, er han et fint køb, ligesom pivbillige Clement Afonso er det. Han er endda habil i bjergene og er formentlig blandt de bedste (= mindst ringe) 2.5-ryttere til torsdag og fredag. 

Det sidste hold, jeg vil nævne, er LIDL-Trek. Jeg ser dem maksimalt køre en 4. plads hjem, og det store dilemma omhandler Giulio Ciccone, som efterhånden koster omkring 10 millioner – bør man sælge når Bernal og Gaudu er noget billigere? Så godt som han er kørende, holder jeg ham til de næste tre etaper og revurderer derefter.

Managerbotten.dk – A-hold:

Kaptajn: Jonas Vingegaard

Transfers ind: Vingegaard, Jorgenson, Soler, Jungels, Novak og Afonso

Transfers ud: Mads P, Aular, Pidcock, Labrosse, Barcello og Frigo

Bemærk: Jeg er splittet mellem Jorgenson + Jungels vs Bernal + van Baarle, som også er et godt valg.

 

Alternative hold: Her vil jeg på et hold, der er et stykke bagud, gå med Almeida og/eller Ayuso (C).